Årets æreshåndværker

Martin Jørgensen hædret for sit fodboltalent

Han er et fodboldtalent langt ud over det sædvanlige, og han er kendt og respekteret af fodboldfans over hele Europa. Men med dybe rødder på Djursland og i det østjyske, som han har haft med sig i hele sin flotte karriere. 

Martin Jørgensen bliver i dag hædret med titlen som "Årets Æreshåndværker i Østjylland". Det oplyser Dansk Industri og Aarhus Håndværkerforenings Medaljefond i en pressemeddelelse. 

Prisen uddeles hvert år til en særlig dygtig østjyde, der har gjort det så godt indenfor sit felt, at det er blevet kendt ud over Østjyllands grænser.

- Bestyrelsen for Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industris medaljefond i Østjylland, giver årets pris til Martin Jørgensen, fordi han med talent, hårdt slid og et godt hoved har opnået store sportslige resultater. Som landsholdsspiller gennem mange år har han spillet 102 landskampe, og han har en lang karriere i italiensk fodbold bag sig, lyder begrundelsen i pressemeddelelsen.

Æresbevisningen til Martin Jørgensen bliver torsdag offentliggjort på Aarhus Rådhus kl. 17.00 i forbindelse med året medaljeuddeling til områdets bedste lærlinge indenfor industri og håndværk med deltagelse af HKH Prins Joachim.