Arbejdstilsyn: 25 frygter fyring i Hadsten

Medarbejderne fra Arbejdstilsynets afdeling i Hadsten er nervøse for finanslovsforslag

03:00

1 af 2

Regeringen planlægger store besparelser hos arbejdstilsynet, og det kan få store konsekvenser for Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord i Hadsten.

Får regeringen vedtaget sit finanslovforslag, skal arbejdstilsynets budget reduceres med 20 procent, og det betyder massive fyringer i Hadsten, hvor omkring 25 ud af 115 medarbejdere skal fyres.

- Det er klart, at stemningen den bliver trykket. Vi har godt vidst i et stykke tid, at finansloven kunne falde til den side. Men når der er ventetid på flere måneder, før sådan nogle besparelser bliver vedtaget, så gør det virkelig noget ved stemningen. Lysten og motivationen den daler væsentligt, siger tillidsmand Søren Kristensen.

Frygter, at godt arbejde er spildt

Men det er ikke kun medarbejder hos arbejdstilsynet, der bliver ramt af besparelserne.

- Det vil få konsekvenser for den indsats, vi kan lave ude på arbejdspladserne. Vi har fået en politisk opgave for nogle år siden, hvor man lavede en 2020-plan, fordi man gerne vil forlænge tilbagetrækningsalderen for folk på arbejdsmarkedet. Så skulle vi understøtte det og nedbringe nedslidningen og antallet af alvorlig arbejdsulykker, siger Søren Kristensen.

- Nu begynder vi at kunne se resultater af det, og det er rigtig ærgerligt at skulle slippe det nu. Det er de tilsynsformer, vi har brugt i den retning, som vi ikke får penge til længere.

Ifølge tillidsmanden er antallet af arbejdsulykker på de store virksomheder faldet, og det er en kurve, som har været stabil de sidste 30 år, der nu er blevet knækket. Men nu frygter han, at det gode arbejde er spildt.

- Jeg er bange for, at vi falder tilbage igen, og så får vi ikke de resultater, som vi kunne have fået af det gode arbejde.

Se hele interviewet i videoen øverst på siden.