Arbejdstidsaftaler giver tryghed
Lærere vælger job i kommuner med aftaler
Lærere forlader kommuner uden arbejdstidsaftaler til fordel for kommuner, der har indgået en aftale med den lokale lærerforening om arbejdstiden efter den nye skolereform, der træder i kraft 1. august 2014. Sådan lyder det fra Danmarks Lærerforening.
I København, Århus, Horsens og Silkeborg kommuner har man indgået arbejdstidsaftaler med de lokale lærerforeninger.
Aarhus Kommune indgik i efteråret en aftale med den lokale lærerkreds om, hvordan lærernes arbejdstid skal tilrettelægges fra 2014. Og det har skabt tryghed og givet Aarhus-skoler en fordel i kampen om lærerne, fortæller formand for Aarhus Lærerforening, Jesper Skorstengaard til Newspaq.
- Hvis en lærer skal vælge mellem to stillinger i to forskellige kommuner, så er jeg ikke i tvivl om, at han vil vælge den kommune, hvor hans egen forening har været inde og forhandle en aftale, siger Jesper Skorstengaard.
Formand for KL's Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler understreger over for Newspaq, at kommunerne suverænt selv afgør, om de vil indgå lokale aftaler med lærerne.
- Men i KL synes vi, at det er uklogt at lave lokale arbejdstidsaftaler, som binder ressourcerne i folkeskolen, siger Michael Ziegler (K), der var KL's frontfigur i forårets lærerkonflikt og borgmester i Høje-Taastrup.
Han mener, at lærerne har opstillet et skrækscenarium, hvad angår arbejdet efter 1. august.
Kilde: Newspaq