Arbejdsmand ramt af jernbjælke
En 55-årig mand kom alvorligt til skade under en ulykke på en byggeplads i Silkeborg.
3. maj 2006, kl. 11:11
Mere end 30 dage gammel
En 55-årig mand blev i går alvorligt kvæstet under en arbejdsulykke på en byggeplads ved Søgade i Silkeborg.
En kran skulle flytte en jernbjælke på omkring et ton, men desværre kom bjælken i sving og hoppede af krogen. Den 55-årige arbejder var så uheldig at få jernbjælken ned over sig.
Ifølge Radio Silkeborg kom manden slemt til skade - særligt i den nederste del af kroppen. Den 55-årige mand, der er svensk statsborger, er nu indlagt på Århus Sygehus med komplicerede skader.
Manden var på et tidspunkt i livsfare, men hans tilstand er angiveligt stabiliseret.
Arbejdstilsynet er nu gået ind i sagen.