Arbejdsløse på barrikaderne

Ledige protesterer over nedskæringer

Genrefoto.

På onsdag går lokale arbejdsløse på barrikaderne i det centrale Aarhus, når de protesterer mod dagpengestramninger og manglende jobs.

Onsdag eftermiddag klokken 16.30 på Klostertorvet i Aarhus vil der være fyldt med folk uden jobs, da arbejdsløse demonstrerer mod stramninger af dagpengesystemet og mangel på jobs.

Bag demonstrationen står et nyligt startet initiativ for arbejdsløse - deraf navnet 'Århus Arbejdsløshedsnetværk'.

- Når titusinder mister eller står til at miste dagpengene, må reglerne laves om. Vi kræver, at man enten tilbydes et job, man kan leve af, eller kan få dagpenge. Man kan ikke spare sig ud af krisen. Derfor er vi også imod nedskæringer for grupper såsom syge, studerende eller dem i arbejde. I stedet skal der investeres i jobs, praktikpladser, uddannelse og velfærd, siger Peter Iversen, talsperson for Århus Arbejdsløshedsnetværk.

Men det er ikke kun i Aarhus, hvor arbejdsløse går på barrikaderne. faktisk er det i hele Europa, da det er international kampdag onsdag d. 13. marts.