Arabisk er et hit på universitetet
Dobbelt så mange ansøgere som sidste år
Studiet arabisk og islam er populært på Aarhus Universitet.
66 personer har søgt arabisk og islam som deres førsteprioritet, når studierne starter til efteråret.
Sidste år havde 34 personer arabisk og islam som deres førsteprioritet. I år er der altså næsten dobbelt så mange, der har valgt studiet som førsteprioritet sammenlignet med sidste år.
Ifølge Elisabeth Moestrup, der er lektor på Arabisk og Islam-studiet på Aarhus Universitet, skyldes den øgede interesse ikke mindst, at der sker mange uforudsigelige ting i Mellemøsten indenfor politik.
- Noget af det skyldes, at det hele tiden sker noget nyt på den politiske front i Mellemøsten, siger Elisabeth Moestrup til DR P4 Østjylland.
Som eksempel nævner Elisabeth Moestrup de politiske begivenheder, der har udspillet sig i Egypten, hvor Mohamed Mursi for nyligt er blevet afsat.
- Det var der ikke nogen, der havde set for to måneder siden. Det er der, hvor tingene ikke går, som det gør i resten af verden. Det giver en dynamik, at der sker noget andet, siger Elisabeth Moestrup til DR P4 Østjylland.