Apps mod spild samler ind i Aarhus for at hjælpe hjemløse

De to apps 'Ta’ Det' og 'Too Good To Go' samler i dag ting ind i Aarhus, som skal gives videre til hjemløse

Genrefoto. Foto: Colourbox

Appen 'Too Good To Go' kæmper mod madspild ved at samarbejde med restauranterne om at sælge restmad videre billigt kort før lukketid. Og appen 'Ta’ Det' kæmper mod såkaldt tingspild, så folk ikke smider deres brugte ting ud, hvis andre kunne have glæde af dem.

Nu har de slået pjalterne sammen og samler brugte ting ind til hjemløse i Danmark. Det sker blandt andet i Aarhus i dag, lørdag, mellem klokken 14.00 og 15.30 på Frederiksgade 2 – lige ved stormagasinet Magasin. 

Læs også Frivillige spreder juleglæde blandt socialt udsatte

- Vi gør det for at give nogle ting videre til hjemløse, så de kan komme igennem vinteren. Det kan være varmt tøj, brugte telefoner eller soveposer. Og så vil vi gerne formidle budskabet om at give ting videre i stedet for at smide tingene ud, siger Rasmus Thude, grundlægger af 'Ta’ Det', til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Normalt er Ta’ Det en app til privatpersoner, men dagens indsats er altså til fordel for de hjemløse. 

Læs også Skraldecafé får støtte: Laver 25-retters buffet gratis

- Vi har skabt et miljø, hvor alt er gratis, og det er meget nemt og hurtigt at lægge sine ting op. Forhåbentlig får folk en god oplevelse når de giver noget væk, siger Rasmus Thude. 

Brænder du inde med noget vintertøj, en gammel telefon eller lignende, der ellers var røget i skraldespanden, så står der altså nogle i Aarhus mellem klokken 14.00 og 15.30, der meget gerne vil give det videre til hjemløse i Danmark.

03:49

VIDEO: Se et tidligere indslag om appen 'Too Good To Go'

Luk video