App til talblinde vinder pris
Ny lommeregner viser tallene som tekst
En aarhusiansk smartphone-app til talblinde er i denne weekend blevet kåret som vinder af kategorien "Videnskab og uddannelse" under Danish App Awards 2012.
Pernille Pind og Erik Bjerre fra Aarhus har udviklet smartphone-appen som kan hjælpe talblinde og andre, som bøvler med matematik.
App'en, som de har døbt "Dyscalculator", er en lommeregner. Men hvor en normal lommeregner kun viser tal på én måde, præsenterer Dyscalculatoren tal på fire forskellige måder: Som tal, som tekst, som oplæsning og som størrelser.
- Kåringen er en tiltrængt anderkendelse af fænomenet talblindhed, der er et af de største skjulte handicap i Danmark. Man regner med, at der alene i Danmark er 250.000 talblinde. Mennesker som af deres omgivelser ofte opfattes som lidt dumme, men i virkeligheden er det kun lige det med tal, som de har svært ved, siger Pernille Pind og Erik Bjerre i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De to aarhusianere har fået støtte til udvikling af app'en fra Ministeriet for Børn og Undervisnings tips- og lottomidler. App'en kan downloades gratis på App Store og Google Play.