Ansatte på østjysk avis nedlægger arbejdet
Medarbejderne på Randers Amtsavis har torsdag nedlagt arbejdet i kølvandet på fyringen af en fotograf på avisen
Medarbejderne på Randers Amtsavis har torsdag nedlagt arbejdet i protest over fyringen af en fotograf på avisen.
Det skriver Journalisten.dk.
Fotografen er blevet afskediget som del af en fyringsrunde, Jysk Fynske Medier - som Randers Amtsavis er en del af - har gennemført torsdag.
I alt nedlægger Jysk Fynske Medier syv fotografstillinger i fyringsrunden.
Læs også
Tillidsrepræsentant Per Schultz-Knudsen på Randers Amtsavis siger til Journalisten.dk, at "nyheden faldt som en bombe" på avisen, da fyringen blev meldt ud.
- Man var rystet over, at det netop var ham, man havde peget på. Folk betegner ham som Mister Amtsavisen. Han har et kæmpe netværk i byen, siger Per Schultz-Knudsen til Journalisten.dk.
Han oplyser, at medarbejderne har aftalt at møde på arbejde igen fredag morgen.
Efter planen udkommer Randers Amtsavis også fredag morgen - ledelsen på avisen færddigør ifølge Per Schultz-Knudsen avisen.