Ansatte flygter fra amtet
Hver anden vejekspert har sagt sit job i Århus Amt op - i 2006 må amtet købe dem tilbage som konsulenter.
Hvert anden af de ansatte, der planlægger og projekterer amtsveje i Østjylland, har allerede taget deres gode gummistøvler og er smuttet, selv om amtet først bliver nedlagt om et år. Det skriver Århus Stiftstidende.
- I den store omfordelings-runde fik nogle kun deres anden prioritet. De har så skaffet sig job i den private sektor eller endda i enkelte tilfælde hos den kommune, som de oprindelig søgte som nummer ét. Paradokset er, at netop fordi vi skal nedlægges, har vejfolkene drønende travlt med de sidste projekter, fortæller en ansat i Vej og Trafik.
I asfaltens verden skal Århus Amt udføre en mængde forbedringer på falderebet: Et nyt kryds på Viborgvej i Tilst. Cykelstier i Hinnerup, Hadsten og Ry. Kantbaner i Gammel Egå. Og meget andet. Samtidig skal amtet i 2006 styre det 500 millioner kroner store motorvejsbyggeri Søften-Skødstrup.
I 2006 bliver amtet nødt til at købe ekstern bistand fra konsulenter for at få lavet det arbejde, som de tidligere ansatte skulle have udført. Og i mange tilfælde vil konsulenterne være lige netop de tidligere ansatte.