Ansat tiltalt for bedrageri
Mistænkt for at ændre kontonumre til sit eget
En kvindelig medarbejder på Aarhus Universitet er tiltalt for bedrageri for 192.000 kroner.
Kvinden arbejdede i universitetets administration, hvor hun var ansat til at holde styr på økonomien.
Ifølge en retsmødebegæring, som JP Aarhus er kommet i besiddelse af, slettede kvinden i seks tilfælde kontonumre på fakturaer og ændrede nummeret, så pengene blev overført til en anden konto end universitetets.
I alt beløber det sig til 192.000 kroner, som kvinden har overført til en anden konto i perioden januar til maj i år.
Aarhus Universitet opdagede bedrageriet i juni måned.
- Jeg kan bekræfte, at Aarhus Universitet har politianmeldt en nu tidligere medarbejder i administrationen for databedrageri til en anslået værdi af 192.000 kroner, siger pressechef Anders Corell fra Aarhus Universitet til JP Aarhus.
Den kvindelige medarbejder vil blive fremstillet ved Retten i Aarhus i morgen.