Anonym sladreordning på vej i en ny kommune
Flere østjyske kommuner har indført en såkaldt whistleblower-ordning. Nu vil Favrskov også have ordningen.
Det skal være muligt at sladre anonymt om kritisable forhold i kommunen. Det ønsker lokalpolitikerne i Favrskov, og derfor arbejdes der nu videre med at finde den rette whistleblower-ordning.
På et byrådsmøde tirsdag besluttede politikerne i fællesskab at arbejde videre med en ordning, hvor de ansatte og kommunens samarbejdspartnere skal kunne ytre sig frit og uden frygt.
Læs også
- Der var fuldstændig opbakning til forslaget, som ikke kommer på baggrund af en konkret episode. Men vi ønsker at tage tingene i opløbet og undgå eventuelle ulovligheder eller alvorlige uregelmæssigheder, siger Flemming Nørgaard, som på vegne af sit parti Venstre havde stillet forslaget, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han er efter støtten fra de øvrige byrådsmedlemmer tirsdag sikker på, at Favrskov Kommune får en whistleblowerordning.
Ingen deadline
Men der er ikke sat en deadline, for hvornår den skal være klar.
- Vi kigger ikke på det her med udgangspunkt i en aktuel kedelig eller dårlig sag, så der er ikke noget, som haster. Vi giver forvaltningen tid til at finde den helt rigtige ordning, siger Flemming Nørgaard.
I kommuner som Randers og Aarhus har whistleblower-ordningen fået kritik for blandt andet at være unødvendig, og anonymitet er ikke sikret tilstrækkeligt, har det lydt fra kritikere.
Flemming Nørgaard tror på, at der kan laves en ordning, som fungerer og kræver minimal indsats fra kommunens side.
Ikke glødende tilhænger
- Jeg er ikke glødende tilhænger af ordningen, men bakker stadig op. Der kan være gode principper i den, men det burde være sådan, at man altid kan gå til sin nærmeste leder. Og man skal være varsom med anonyme kilder, siger borgmester Nils Borring (S) dog om whistleblowerordningen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han frygter, at medarbejdere kan blive mistænkeliggjort unødigt, men der arbejdes nu altså alligevel videre med en løsning.
Læs også
Flemming Nørgaard forventer, at politikerne om to-tre måneder igen skal drøfte sagen.
- Og så tages den nok i brug engang inden sommerferien, siger politikeren.
Whistleblower
En whistleblower er en person, der afdækker og informerer om forhold, vedkommende anser som kritisable eller direkte ulovlige. Det kan være i selskaber, organisationer eller lignende, hvor den pågældende er, eller har været ansat eller på en anden måde involveret.