Annelie er en sjældenhed i dobbelt forstand - nu skal hun bygge kampfly
Annelie Hersley er en sjældenhed i dobbelt forstand - kvinde i mandejob og en af de bedste af sin slags.
- Kvinder kan sagtens gøre det her. Man behøver ikke være stærk for at kunne gøre det her, lyder det fra Annelie Hersley, der er industrilærling hos DSB.
En undersøgelse fra 2016 udarbejdet af det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at der stadigvæk er en stærk opdeling i mandejob og kvindejob på det danske arbejdsmarked, og at der ikke har været den store udvikling i de sidste 20 år.
Læs også
Annelie Hersley er derfor noget af en sjældenhed - i dobbelt forstand.
Hun er nemlig både en af de eneste kvindelige industriteknikerlærlinge hos DSB i Aarhus og samtidig en af de allerbedste til sit fag.
Så dygtig, at hun nu er blevet udvalgt til at skulle tre måneder til Lockheed Martin i Texas for at lave reservedele til kampfly - blandt andet dem, som Forsvaret i Danmark har bestilt 27 styks af til en pris på 20 millioner kroner.
- Jeg glæder mig så meget. Jeg tror, det bliver så spændende og rigtig sjovt. Jeg er meget stolt over at være blevet udvalgt som en af de tre lærlinge i Danmark, siger Annelie Hersley til TV2 ØSTJYLLAND.
Der kunne sagtens være flere kvinder i faget
Normalt laver Annelie Hersley reservedele til tog hos DSB i Aarhus. Et job, der ikke er mange kvinder, som varetager her. Det chikanerer dog ikke Annelie Hersley.
- Jeg har altid været en af drengene i hele mit liv, så for mig er det meget naturligt, siger hun.
Alligevel så hun gerne, at der kom flere kvinder på værkstedet - for ligesom på resten af arbejdsmarkedet, så er der for få kvinder i det traditionelle mandefag, og det er der ifølge Annelie Hersley ingen grund til.
- Det er ikke svært, og det er ikke tungt eller noget som helst. Det er lidt beskidt, men ellers er der ingenting, der gør, at kvinder ikke kan gøre det her, siger hun.
Vil gerne have mangfoldighed i virksomheden
Hos ledelsen er man meget stolt af lærlingen.
- Annelie er ikke udvalgt, fordi hun er kvinde. Hun er udvalgt, fordi hun er en yderst dygtig håndværkerlærling, siger Dan Stig Jensen, der er vedligeholdelsesdirektør hos DSB Vedligehold, til TV2 ØSTJYLLAND.
Man så dog gerne ligesom Anneli Hersley, at værkstedet blev fyldt op med flere kvinder.
- Blandt mænd kan tonen være skarp og hård, men den kan måske blive bedre, hvis der er en større mangfoldighed omkring os. Vi tror på, at hvis vi afspejler mangfoldigheden i samfundet omkring os, så får vi en bedre dynamik i virksomheden også, siger Dan Stig Jensen.
Læs også
Bliver i erhvervet
Mand eller ej - Annelie Hersleys rejse til Texas er planlagt til april. Og i fremtiden vil hun heller ikke lade sig slå ud af de mange mænd på værkstedet. Hun er nemlig yderst ambitiøs.
- Jeg vil gerne stå ved maskinerne i 5-10 år, og så vil jeg gerne arbejde mig op af - måske blive konstruktør eller andet. Jeg skal i hvert fald blive chef, lyder det fra hende.
Det tre måneder lange praktikophold hos Lockheed Martin er et samarbejde mellem Dansk Metal, Dansk Industri og Multicut A/S.