Hunde fra hele Norden samlet i Viby

Dansk Kennel Klub Viby var udvalgt som værtsklub for de nordiske mesterskaber i Agility, hvor hunde og ejere fra hele Norden i weekenden var samlet.

01:50

VIDEO: Ann Charlott André og hunden Cactus var med på det danske landshold i agility ved de nordiske mesterskaber, som blev afholdt i Viby i weekenden.

Hunde i slalom, hunde i fuld sprint op ad ramper, hunde på balancebroer. Agility er en slags forhindringsløb for hunde, og når der er konkurrence, gælder det om at være hurtig.

For første gang nogensinde bliver det nordiske mesterskab i agility i weekenden afholdt i Viby ved Aarhus.

Læs også Se den vilde video: 15 meter høj svævebane sender folk i Gudenåen

- Det er en stor ære at få lov at holde de nordiske mesterskaber, for det må betyde, at vi gør noget rigtigt, når vi holder almindelige stævner, siger Sophie Juul Ellervee, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Kennel Klub Viby.

Dagens lykkepille

Med på det danske landshold var Ann Charlott André og hendes fire år gamle Jack Russel Terrier Cactus.

- Stemningen giver så meget energi. Det er min daglige lykkepille, fortalte Ann Charlott André, da TV2 ØSTJYLLAND mødte hende ved konkurrencen.  

- Vi har en lille smule sommerfugle i maven, lød det inden hun og Cactus skulle på banen søndag.

Stor passion

Og der var da heller ingen tvivl om, at Ann Charlott André gjorde sit ypperste for at få Cactus til at præstere sit bedste ved mesterskaberne.

- Igennem, igennem, igennem!, brølede hun hektisk, da Cactus spurtede ind i et stort rør som en del af forhindringsbanen.

Læs også Webdok: Sliksælgerens søn smider sukkeret

- Slalom, slalom, slalom! Ja da! Hvor er du sej til det!, lød de højrøstede opfordringer til hunden, der zigzaggede i firspring ind og ud mellem nogle gummi-pæle.

Men selvom både entusiasmen og indsatsen var stor, fik Ann Charlott André og Cactus ikke en placering denne gang. Men som Ann Charlott André siger det, så havde de det skide skægt alligevel.