Anmeldernes dom: Fed rock men ingen styr på logistikken
AC/DC med afløseren Axl Rose i spidsen får roser med på vejen, men koncertarrangøren revses af anmeldere og gæster
Vilde trommesoloer, en Axl Rose i topform og enormt lidt styr på alt det praktiske. Sådan beskriver både anmeldere fra BT og Ekstra Bladet samt en masse gæster på de sociale medier søndagens koncert med AC/DC på Ceres Park i Aarhus.
- Det var som, man kunne forvente, en solid gang rock med nogle af de bedste rock-numre, der nogensinde er skrevet, og Axl Rose viste sig at være lige præcis det spark i røven, AC/DC havde brug for, er ordene selve koncerten får med på vejen af BTs anmelder Steffen Jungersen.
Læs også: Stort område spærres af til AC/DC-koncert
Også i Ekstra Bladet er anmelder Thomas Treo imponeret over forsanger-afløseren og bandets præstation. Men roserne stopper imidlertid, når det kommer til logistikken og organiseringen af koncerten.
Lange køer både for at få en parkeringsplads, for at komme ind på stadion og for at finde sin plads, beretter anmeldere og mange koncertgængere om.
Lovet tæsk to gange
Steffen Jungersen mener sågar, at arrangøren Live Nation har lukket alt for mange ind på Ceres Park, og de to indgange, som blev benyttet i forbindelse med arrangementet, var slet ikke tilstrækkelige.
- Jeg blev lovet tæsk to gange, fordi jeg ville have den plads, der stod på min billet. Jeg forsøgte at få fat i en kontrollør, men der var ingen i nærheden. Overhovedet. Til sidst måtte jeg og mange andre opgive og finde et eller andet tilfældigt sted at stille os. Alle de publikummer, jeg har talt med på vej ud, mener at logistikken var katastrofal. Jeg har oplevet lidt af hvert i de mange år, jeg er gået til koncerter, men dette er det pinligste, siger Jungersen.
På TV 2 | ØSTJYLLANDs Facebookside gengives hans oplevelse af blandt andre Mads Frank Andersen.
- Det var totalt til grin. En indgang/udgang til 46000 mennesker. Kun adgang til toilettet et sted for alle folk på plænen og stort set ingen sikkerhedsfolk, skriver han.
Også Østjyllands Politi bekræfter, at der var store logistiske udfordringer forbundet med koncerten, og betjente var derfor inde på stadion for at hjælpe kontrollørerne.
Giv os din mening om koncerten via mail til redaktion@tv2oj.dk eller på vores Facebookside.