Anmeldere vilde med Malmros
Dansk ros - og amerikansk ris
Mens danske anmeldere sender store roser til den aarhusianske filminstruktør Nils Malmros og hans dybt personlige livsværk, "Sorg og glæde", er tonen anderledes skarp fra den anden side af Atlanten.
Det amerikanske medie The Hollywood Reporter skriver blandt andet, at filmen ikke er overbevisende.
- Stærk og nådesløs, men den mangler nuance og plausibilitet på trods af dens faktuelle fundament, skriver anmelder Jordan Mintzer og fortsætter:
- Malmros formår aldrig at transformere sit materiale til nuanceret og stærk drama.
I filmen "Sorg og Glæde" blotlægger den århusianske filminstruktør et afgørende kapitel af sit smertefulde voksenliv, nemlig historien om, at hustruen, Marianne, slog parrets datter på ni måneder ihjel.
Jakob Cedergren og Helle Fagralid spiller hovedrollerne som ægteparret, der oplever den vel nok størst mulige sorg og ulykke i deres liv, og som på et nærmest håbløst fundament alligevel forsøger at nå frem til en gensidig og moden kærlighed.
Ifølge The Hollywood Reporter havde det hjulpet på bedømmelsen, hvis man som publikum kendte til instruktørens personlige liv i forvejen.
- Historien er tydeligvis taget fra Malmros' eget liv, men dette kun indlysende for dem, der er bekendt med hans biografi i forvejen, eller for publikum, der venter på en fodnote i rulleteksterne, lyder det fra Jordan Mintzer.
I den helt anden - og langt mere positive grøft - står de danske anmeldere. Ekstra Bladet kalder blandt andet Malmros' film for "imponerende" og tildeler den hele fem ud af seks stjerner.
Se: - Jeg ville redde hendes liv
- "Sorg og glæde" er hans sidste film. Som derved sætter et enestående punktum for et værk, der samlet står som et af de bedste herhjemme nogensinde, skriver Henrik Queitsch.
Det samme antal stjerner giver DR's anmelder med følgeteksten: "En sjældent øjenåbnende kærlighedshistorie".
- Der findes film, man glemmer, så snart man har set dem, og film, der rumsterer i et par timer eller måske en uge, og så er der film, som bliver ved med at leve og måske endda vokse med én. For den her anmelder er "Sorg og glæde" absolut det sidste, skriver Per Juul Carlsen.