Anklaget for at sætte ild til ven
Overhældte kammerat med lightergas og satte ild til ham
En ualmindelig grov voldssag fra Skanderborg er i øjeblikket ved at blive oprullet i retten.
Ifølge Horsens Folkeblad har en 21-årig mand siden november siddet varetægtsfængslet og ventet på sin dom for 24 påståede lovovertrædelser i og omkring sin bopæl i boligblokkene i Højvangen i Skanderborg.
Ifølge anklagerne har den 21-årige blandt andet bundet en kammerat til en stol og sat ild til ham efter at have overhældt ham med lightergas.
Sagen skulle være sat i gang ved byretten i Horsens i går, torsdag. Det påståede offer for ildspåsættelsen mødte dog ikke op. Sagen blev derfor udsat til 24. april.
- Det bliver svært at undvære vidnet, fordi han står bag tre af de groveste voldsanklager, så vi satser på, at politiet når at finde ham inden næste retsmøde, sagde anklager Annette Volff ifølge Horsens Folkeblad.
Den 21-årige har i forvejen flere voldsdomme bag sig.