Anklaget for drab på ung far
Liget af dræbt 26-årig smidt i sø
I dag, fredag, falder der formentlig dom i en makaber drabsag fra Auning på Djursland.
En 20-årig mand er tiltalt for i oktober sidste år at have dræbt en 26-årig nybagt far. Drabet er angiveligt sket i en villa i Auning, hvorefter den 20-årige lagde liget i bagagerummet i en bil, som han kørte til en sø nær Mejlby. Her blev liget kastet i vandet.
I forbindelse med drabet blev der med optændingsblokke og benzin sat ild til villaen, som udbrændte.
Drabsmand er sindssyg
I anklageskriftet med den 20-årige fremgår det, at den tiltalte skal dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
En mentalundersøgelse konkluderer, at han er sindssyg og derfor ikke skal straffes.
Sagen mod den 20-årige foregår i byretten i Randers. Retten oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at der formentlig falder dom fredag eftermiddag.