Anklager: Pædagogmedhjælper filmede sexovergreb
29-årig pædagogmedhjælper filmede ifølge anklageren sexovergreb mod børn i daginstitution i Beder.
Den 29-årige århusianske pædagogmedhjælper, der er tiltalt for sexovergreb mod 14 børnehavebørn i Beder, filmede ifølge anklageskriftet nogle af de påståede krænkelser.
Ifølge anklager Signe Mikkelsen fremgår det af de vidneafhøringer, der er foretaget af børnene i sagen. Men anklagemyndigheden er ikke i besiddelse af de formodede optagelser.
Ifølge anklageren bestod krænkelserne i både i oral- og analsex samt blufærdighedskrænkelser.
Pædagogmedhjælperen har indrømmet besiddelse af børneporno, men hans forsvarer, Niels Cristian Strauss, afviser, at pædagogmedhjælperen har foretaget eller filmet overgreb på børnene i Beder.
Retssagen begynder i Århus den 17. december.