Anklager i pædofilisag: Jeg er tilfreds

Der faldt i dag dom i en af de største pædofilisager i Danmarkshistorien

04:45

1 af 2

Fredag blev en 48-årig mand idømt seks års fængsel i det, der kaldes Danmarkshistoriens største pædofilisag. Anklagemyndigheden mente, at der skulle dømmes en forvaringsdom. Det endte med en fængselsstraf, men alligevel var anklager Morten Rasmussen tilfreds.

- Jeg er tilfreds med dommen. Jeg har jo hørt det, der er blevet læst op. Jeg har ikke læst dommen af gode grunde, men jeg er tilfreds med det, jeg har hørt indtil nu. Der er sket domfældelse i væsentligt omfang, siger anklager Morten Rasmussen.

Den anklagede Torben Larsen blev kendt skyldig eller delvis skyldig i næsten alle de punkter, han stod anklaget for. Han blev dog frikendt på en af de mest opsigtsvækkende punkter, der lød på, at han skulle have forsøgt at købe et spædbarn i Rumænien med henblik på misbrug.

Afgørelse: 48-årig mand får seks års fængsel for pædofili

Uenighed om dommen

Blandt dommer Rikke Holler og hendes to domsmænd var der uenighed om, hvorvidt der skulle dømmes forvaring eller fængselsstraf.

- Det er jo sådan, det er. Det er spillets regler. Det er jo retten, der bestemmer, og retten har ment, at det her skulle takseres til seks år, og det er jo rettens kompetence. Jeg noterer mig så, at der er dissens netop på forvaring, så der er jo faktisk en af dommerne, der mener, at der skulle idømmes en forvaring, siger Morten Rasmussen.

Mor til ofre i pædofilisag: Troede jeg havde hørt forkert

En af de største pædofilisager

Sagen var blevet døbt en af de største pædofilisager i Danmarkshistorien, noget det store presseopbud kunne vidne om. Anklager Morten Rasmussen ville dog ikke udtale sig alt for meget om sagens størrelse.

- Jeg skal ikke stå og værdisætte det. Det kan I jo selv regne ud, at når dørene bliver lukket, så er det fordi, folk ikke skal se det. Og det påvirker da, og også en anklager. Så det er da en tung sag, siger Morten Rasmussen.

I videoen øverst på siden kan du se interviewet med Morten Rasmussen.