Anklager: Højere straf til sexdømt
Seks års fængsel ikke nok
Sagen om sexmisbrug af børn på et opholdssted ved Skanderborg fortsætter derfor i landsretten.
Sagens hovedperson, den 64-årige tidligere forstander, nægter at have krænket to piger, der boede på opholdsstedet, og har derfor anket dommen på seks års fængsel. Men nu anker anklagemyndigheden også dommen for at få den skærpet.
- Vi vil også gerne have, at der skal ske domsfældelse i de tre forhold, han blev frifundet for. Og når jeg siger skærpelse, mener vi også, at han skal have mere end de seks år, han fik, siger anklager Mette Schjoldager fra Sydøstjyllands Politi til dr.dk.
Den 64-årige selvudnævnte plejefar blev i første omgang frifundet for sexovergreb mod tre drenge. I byretten krævede anklageren op til otte års fængsel, men staffen kan blive endnu hårdere, hvis manden findes skyldige i samtlige fem sager.
- Det er klart, at hvis han bliver dømt for endnu et barn, kommer vi måske endnu højere op, siger Mette Schjoldager.
Det ventes, at Vestre Landsret vil indlede ankesagen efter sommerferien.