Anklager blev spyttet på i retten
Århus Politi måtte sende forstærkninger til retsmøde, da en tilhører ikke kunne styre sin vrede mod anklageren i sagen.
Flere politipatruljer med udrykning måtte onsdag sendes til Retten i Århus for at hjælpe to politifolk, der sad i retslokalet, med at beskytte en kvindelig anklager.
Anklageren tilkaldte forstærkning, da en af ca. 20 tilhørere pludselig overfusede hende og endte med at spytte mod hende.
I forvejen var tilhørerne vrede over, at deres syv kammerater, der er anholdt for angreb på politiet i Gellerup under en demonstration i juni, fik fængslingerne forlænget.
Angrebet på anklager Lise Lotte Bøhm er det hidtil alvorligste overgreb i byretten i Århus, hvor unge fra indvandrermiljøet tidligere har brugt skældsord som "luder" og "so" mod kvindelige anklagere, skriver JP Århus.
En af de unge på anklagebænken forklarede, at han skulle begynde på en uddannelse den 31. juli, og hans forsvarer bad om, at han måtte blive løsladt. Da dommeren i stedet forlængede fængslingen, brød uroen i retten ud. /ritzau/