Anklager: 33-årig lyver om bortførsel af pige fra børnehave
Bortført piges forklaring og fund af kropsvæske beviser ifølge anklager, at 33-årig forgreb sig på hende
En 33-årig mand fortæller ikke sandheden om, hvad der skete, da han bortførte en fireårig pige fra en børnehave i det vestlige Aarhus.
Det siger anklager Birgitte Ernst, da hun tirsdag kommer med sine afsluttende bemærkninger i den opsigtsvækkende sag ved Retten i Aarhus.
Læs også
Den tiltalte har erkendt, at han om eftermiddagen 14. juni sidste år løftede pigen over hegnet til børnehaven og tog hende med hjem til sig selv, men afviser at have misbrugt hende seksuelt.
Utroværdig forklaring
Han har forklaret, at de legede hyp-hyp-hest, og pigen red på mandens ryg. På et tidspunkt fik han ifølge sin egen forklaring udløsning på grund af spændingen.
Politi og anklagemyndighed mener, at det var andet og mere end en uskyldig leg, og anklager ham for at have haft samleje med pigen.
- Tiltaltes forklaring er helt utroværdig. Den kan vi ikke bruge til noget som helst, siger Birgitte Ernst til de seks nævninger og tre dommere i sagen.
Hun mener, at dna fra manden og tegn på sædvæske fem steder på pigens krop - sammenholdt med pigens egen forklaring - beviser, at tiltalte har haft samleje med barnet.
Den tiltalte har afvist enhver form for seksuelt overgreb.
Pigen siger noget andet
Han har forklaret, at han efter at have fået udløsning havde hænderne nede i sine underbukser. Her kan have fået sin egen sæd på fingrene.
Da han efterfølgende hjalp pigen sine trusser og strømpebukser på efter et toiletbesøg, kan sporene være afsat på pigen.
Men da pigen blev afhørt foran et videokamera mindre et døgn efter hændelsen, nævnte hun ikke noget om et toiletbesøg.
Læs også
Til gengæld forklarede hun detaljeret, hvordan hun blev kysset på kønsdelene og efterfølgende havde en "tissemand" i sin "tissekone".
Det føltes ikke rart, refererer anklageren pigen for at have sagt.
Der er ikke konstateret skader på pigen, men det udelukker ifølge anklageren ikke, at manden helt eller delvis er trængt ind i hendes underliv.
Gerningsmanden er sindssyg
Den 33-årige lider af psykisk sygdom, og læger har vurderet, at han var sindssyg på gerningstidspunktet.
Anklageren går efter at få ham dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Mandens forsvarer, Michael Egholm, mener, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at et samleje har fundet sted.
Der kan højst være tale om blufærdighedskrænkelse, mener han.
Retten ventes at afgøre skyldsspørgsmålet fredag eftermiddag. Hvis den tiltalte findes skyldig, skal man efterfølgende tage stilling til straffen.