Anklagemyndighed opgiver tiltale efter dødsbrand
To mænd mistede livet i en brand i Purhus i februar. En mand blev sigtet, men der rejses ikke tiltale
To mænd på 43 og 49 år mistede 12. februar 2017 livet i en brand i Purhus.
En mand på dengang 49 år blev sigtet for brandstiftelse, fordi politiet hævdede, at han satte ild til ejendommen, selv om han vidste, at det kunne indebære livsfare.
Læs også
Anklagemyndigheden har nu kigget på bevismaterialet og har besluttet, at der ikke skal rejses tiltale, oplyser advokaturchef Jacob Balsgaard Nielsen fra Østjyllands Politi.
- Efter at sagen er blevet efterforsket færdigt, har vi besluttet, at vi ikke går videre med sagen, siger han.
Den tidligere sigtede mand har ikke siddet varetægtsfængslet på trods af den alvorlige beskyldning.
Myndigheden modtog alarmen om brand omkring klokken 8 søndag 12. februar. Men først flere timer senere stod det klart, at branden havde kostet menneskeliv.
Læs også
Brandmænd fandt mændene i en garagebygning i forbindelse med efterslukningsarbejdet.
- Det er ikke oplagt her, at der er tale om en forbrydelse. Det er blandt andet derfor, vi har lagt sagen ned. Vi har heller ikke kunnet udlede, hvem der i givet fald skulle have påsat branden, hvis muligheden var at bevise, at branden skulle være påsat, siger Jacob Balsgaard Nielsen.