Ankersen fik endelig 90 minutter: Det var fortjent
Det var en personlig sejr for AGF's nyindkøbte kantspiller Jakob Ankersen, da han søndag aften for første gang fik fuld spilletid i AGF-trøjen
I sæsonens fem første kampe har Jakob Ankersen været i startopstillingen for sin nye klub, AGF. Men hver gang er han blevet skiftet ud halvvejs inde i anden halvleg.
Søndag aften fik han så endelig lov at spille alle 90 minutter, og bagefter havde kantspilleren det endda ganske fint.
- Jeg har det faktisk overraskende godt, vil jeg sige. Det er klart, at det altid hjælper på det, når man får en sejr, men jeg synes faktisk mine ben er okay.
Læs også
Jakob Ankersen mente også, at hans indsats berettigede ham til at fuldføre kampen.
- Som jeg har sagt hele tiden, så går det fremad med min kondi. Jeg nærmer mig der, hvor jeg gerne vil være. Jeg synes også, at det var fortjent i dag, for jeg synes, jeg spillede en fin kamp.
- Kampen i dag var der hvor jeg havde mest power i mine ben. I nogle af de foregående kampe har det været fortjent nok (at jeg blev skiftet ud, red.), for jeg var træt. Men i dag spurgte de mig, om jeg havde power til sidst, og det sagde jeg ja til, så jeg er rigtig glad for at de lyttede til mig, forklarede han efter kampen.
Læs også
Nu skal der mål på kontoen
At få 90 minutter på banen var et vigtigt skridt for den tidligere Esbjerg- og Göteborgspiller. Nu drejer det sig om at afgøre fodboldkampe.
- Målet er at blive mere farlig. Nu fik jeg en assist i dag, så det går også fremad på den konto. Det var en god kamp på flere parametre, men jeg er også hentet hertil for at lave mål og være endnu mere afgørende, og jeg håber at det kommer, forklarede Ankersen, der har haft en rigtig god opstart i AGF siden skiftet 1. juli.
- Det er nemt at falde til. Det er nogle rigtig fine gutter, og jeg er meget tilfreds med den måde, som det her forløb har været på for mig.
Se hele interviewet med Jakob Ankersen øverst på siden.
Herunder kan du se den direkte udgave af Fodbold med Horup, som blev lavet ude foran Ceres Park inden kampen mellem AGF og Brøndby i forbindelse med Aarhus Sport Tailgate 2017.