Anker missede etapesejr

Kræfter slap op, da etape skulle afgøres

Bjergrytteren Chris Anker Sørensen fra Hammel spillede en hovedrolle, da 16. etape af Vuelta a España skulle afgøres, men han manglede det sidste overskud, da det virkelig gjaldt.

Det konstaterer den skuffede Saxo-Tinkoff-rytter efter mandagens bjergetape, hvor Warren Barguil tog sejren foran Roberto Uran.

- Det her var måske min chance for at vinde en etape, og så var jeg ikke helt god nok, siger Chris Anker Sørensen til tv2.dk.

- Jeg havde ikke så gode ben, så jeg er sgu lidt skuffet. Det er sgu lidt surt, siger han.

Sørensen sad med i et udbrud, da rytterne kom ind på den afgørende stigning ved Sallent de Gállego, men måtte slippe taget i Barguil og Uran på de sidste kilometer.

Han sluttede på 10.-pladsen 45 sekunder efter vinderen.

Også Nicki Sørensen var en overgang med i udbruddet, men den danske veteran styrtede.

- Han strejfede en parkeret motorcykel og styrtede. Heldigvis kom han på cyklen igen og ville fuldføre etapen, men han er selvfølgelig forslået, siger Saxo-Tinkoffs sportsdirektør, Fabrizio Guidi, i en pressemeddelelse.