Anholt får hjælp til kystsikring

Efter at TV 2 | ØSTJYLLAND igår fortalte, at Norddjurs Kommune ikke vil hjælpe øboerne, er der nu hjælp fra Christiansborg.

Anholt er igennem mange år blevet ædt af havet meter for meter og det er ifølge formanden for borgerforeningen Niels Tøttrup meget tydeligt. Vejen fra havnen mod nordøst, er nemlig tæt på at blive slugt af vandet.

- De sidste fem år er der slugt 15 til 20 meter af kysten og nu er der seks meter ind til vejen. Så kan man jo selv regne ud, hvor alvorligt det er, siger han

Det er Grenaa Havn A/S, der har ansvaret for kystsikringen. Havnen ejes af kommunen, men kommunen sender ansvaret videre til havnen, der ikke vil sikre, selv om de ifølge loven skal. Havnen mener nemlig, at det er en statslig opgave.

Og noget tyder på, at der nu er hjælp på vej til Anholt. Staten har nemlig bevilliget otte millioner kr. til kystsikring og både trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) og Kim Christiansen (DF) mener, at det er oplagt, at Anholt får del i de penge. Det er nemlig en offentlig vej, der er i fare.

En kystsikring af området hvor vejen ligger, vil koste omkring en million kr.

Se mere i nyhederne på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.