Anholdte i guldhornsag nægter alt
Guldring fundet i grøft vest for Århus. De anholdte - heriblandt en 22-årig mand fra Århus - nægter alt.
Politiet fremstillede onsdag to mænd og en kvinde i Retten i Kolding i forbindelse med tyveriet af guldhornene og andre arkæologiske genstande fra udstillingsbygningen Kongernes Jelling natten til mandag.
Alle nægter sig skyldige. De to mænd på 22 og 25 år blev krævet varetægtsfængslet, mens en 46-årig kvinde, der sigtes for hæleri, ikke blev krævet fængslet i grundlovsforhøret. Hun er derfor løsladt.
Den 46-årige kvinde er sigtet for hæleri af guldhornene og en ravbjørn. Tyvekosterne fandt politiet på loftet i kvindens hus i den lille landsby Hovedgård nord for Horsens tirsdag aften i forbindelse med, at kvinden blev anholdt.
Flere om indbruddet
De to mænd er sigtet for at have begået selve tyveriet ved at bryde ind på førstesalen i udstillingsbygningen og stjæle effekterne. Politiet mener, at der var flere om indbruddet og det støttes af, at en anonym person først på eftermiddagen ringede til et advokatkontor i Århus og fortalte, at en halsring, der også blev stjålet ved indbruddet, kunne findes i en grøft vest for Århus.
Advokatkontoret kontaktede politiet, der kort efter fandt halsringen. Den bliver nu sammen med de øvrige tyvekoster undersøgt af eksperter fra politiet og Nationalmuseet