Anholdt for trusler mod fødende
Politiet i Randers mener at have fundet den mand, der truede mand og fødende kvinde på vej mod sygehuset.
Politiet i Randers anholdt lidt efter kl. 22 i går en mand, som politiet mistænker for at være den fører af en orange Lada, der med et koben truede en mand og en kvinde på vej mod Randers Centralsygehus.
Her skulle kvinden føde, og vandet var allerede gået, da episoden fandt sted. Under en overhaling kørte den orange Lada så tæt på bilen med manden og kvinden, at manden brugte hornet.
Det fik føreren af Ladaen til at tvinge den anden bil til at stoppe, hvorpå han steg ud med et koben i hånden. Situationen gentog sig lidt senere.
Ifølge Peter Bay, pressetalsmand hos Randers Politi, er der ikke noget fældende bevis mod den nu anholdte, der nægter sig skyldig. Men anholdelsen er baseret på flere indicier. Blandt andet at den orange Lada blev fundet ved den anholdtes bopæl.
Indicierne er så stærke, at dommeren ved et grundlovforhør i dag besluttede at varetægtsfængsle den anholdte i 14 dage, sigtet for trusler.
Se det indslag om episoden, som TV2 | ØSTJYLLAND sendte tirsdag - klik http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/video.aspx?id=304163&r=7" target=_blank>her.