Anholdt for nøgletyveri
Genkendt af familien: 23-årig mand henvendte sig selv til politiet
En 23-årig mand fra det nordlige Aarhus henvendte sig tirsdag aften klokken 23 til Østjyllands Politi for at erkende, at han havde deltaget i weekendens opsigtsvækkende indbrud hos rengøringskoncernen ISS' kontorer i Åbyhøj, hvor nøgler og koder til 250 aarhusianske daginstitutioner blev stjålet.
Forinden havde den unge mand haft en alvorssnak med familien, der opfordrede ham til at melde sig selv, efter at de havde genkendt ham på de overvågningsbilleder, politiet har offentliggjort i pressen, blandt andet på TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det må man faktisk sige er respektabelt af familien, siger politiets pressetalsmand, politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
Den 23-årige erkender at have deltaget i tyveriet. Han vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i løbet af onsdagen og sigtes foruden lørdagens indbrud hos ISS for at have begået 8 indbrud i de institutioner, han stjal nøgler til. Grundlovsforhøret kommer til at foregå bag lukkede døre, fordi medgerningsmanden er på fri fod.
Politiet kender nu også navnet på medgerningsmanden. Han er også fra Aarhus. I den forbindelse er politiet glade for de mange tip, der er indløbet til efterforskningen fra offentligheden efter offentliggørelsen af overvågningsbillederne.
- Det har været virkelig godt, siger Mogens Brøndum.