Anholdt med våben og stoffer
Kampklædte betjente stormede hus
En 47-årig mand er blevet sigtet for besiddelse af våben, stoffer og for vold efter, at politiet i går rykkede ud på hans adresse i Grenaa.
Manden skulle anholdes i forbindelse med to voldsepisoder mod den samme mand, men inden patruljen kom frem til stedet havde de fået et tip om, at manden lå inde med skydevåben.
Se: Kampklædt politi stormer hus
Det fik politiet til at rykke ind med kampklædte betjente:
- Det var derfor, vi tog vores forholdsregler og mødte op med kampklædte betjente og foretog en indtrængning. Det gør vi altid, hvis der er mistanke om skydevåben, siger politikommissær Arne N. Mikkelsen fra lokalpolitiet i Grenaa til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet ransagede hans hjem, hvor de fandt et oversavet jagtgevær med ammunition og 30 gram amfetamin.
Både den 47-årige mand og en kvinde, som befandt sig på adressen, blev anholdt efter aktionen. Kvinden er dog efter afhøring blevet løsladt uden sigtelser:
- Da vi først havde rodet trådene ud, var der ikke noget at komme efter, siger politikommissær Arne N. Mikkelsen fra lokalpolitiet i Grenaa til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.