Anholdt med 14 poser hash
18-årig mand mistænkt for hashsalg
Det var ransagningen af en bil, som i går førte Østjyllands Politi på sporet af flere gram hash.
En patrulje havde standset en 18-årig mand på Glentevej i det nordøstlige Randers, hvorefter det viste sig, at manden ikke havde noget kørekort.
Politiet udskrev derfor en bøde til manden og fik derudover lov til at ransage hans bil. På gulvet bag højre forsæde fandt betjentene en tyggegummipakke med 14 små poser.
I poserne var der ikke tyggegummi, men derimod omkring 1,1 gram hash i hver. Også i den ene sidelomme i bilen fandt politiet et gram hash yderligere.
Manden er nu sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, men politiet mistænker, at de mange små poser ikke kun var til eget forbrug:
- Hvis man har 14 poser hash, kunne noget tyde på, at det er med henblik på salg, siger politikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.