Anholdt efter brosten-kast mod guldsmed

Politiet vil sende 32-årig polak bag tremmer

Foto: Colourbox

Det kan være uhyre vanskeligt at smadre et vindue i en guldsmedeforretning.

Det måtte en 32-årig mand ifølge Østjyllands Politi sande, da han forsøgte at bryde ind i en forretning på Strøget i Aarhus Midtby.

Ifølge politiet smed den 32-årige brostenen mod ruden mellem 10 og 12 gange. Alligevel bestod ruden med panserglas testen uden at falde til jorden i splinter.

Nogle vidner, der overværede indbrudsforsøget, ringede straks til politiet, hvorefter den 32-årige mand blev anholdt. Manden bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør. Her vil politiet kræve ham varetægtsfængslet.

Ifølge politiassistent Marianne Morgen er det ikke overraskende, at ruden var i stand til at holde den 32-årige mand ude af butikken.

- Det er nogle meget tykke ruder, som ikke så let går i stykker. Vinduet splintredes dog indvendig, så der skete visse skader. Det afgørende er dog, at det ikke lykkedes den 32-årige at komme ind i forretningen, siger Marianne Morgen til tv2oj.dk.

Den 32-årige formodede gerningsmand kommer fra Polen. Han blev anholdt på gerningsstedet.

Manden blev tidligere på måneden anholdt i en lignende sag fra Sønderjylland. Han er derfor i forvejen kendt af politiet.