To anholdt efter biljagt
Adskillige politibiler jagtede Opel Calibra, inden den blev stoppet ved Folby vest for Hinnerup.
En større biljagt gik i gang, da en patrulje fra Randers Politi omkring kl. 10 i formiddags ville stoppe en mistænkelig blå Opel Calibra ved Laurbjerg syd for Langå.
Bilen var forsynet med et par nummerplader, som hører til en anden bil, og i den sad et par af politiets mindre gode bekendte.
I stedet for at stoppe trådte føreren af den hurtige Calibra hårdt på speederen, og straks satte politiet flere patruljevogne ind i jagten på de små veje sydvest for Randers.
Undervejs blev passageren i Calibraen sat af og straks efter anholdt. Ved Folby overgav også bilens fører sig til politiet. Anholdelserne foregik uden dramatik.
Føreren bliver nu sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven, og politiet undersøger, om bilen er stjålet.