Anholdt for brutale overfald
Drengebande menes at stå bag afstumpet vold
Politiet har anholdt fem drenge, som kædes sammen med flere grove overfald i Randers.
Ifølge Randers Amtsavis er drengene mistænkt for at slå med knytnæver, flasker og sparke til deres ofre, selv om de allerede var væltet om på jorden.
Tirsdag aften gik det ud over en 54-årig mand, der blev væltet omkuld på et stisystem og frarøvet flere personlige ejendele.
Onsdag aften, samme tid og samme sted, gik det ud over en 58-årig mand, der blev væltet af sin cykel, slået med en flaske i hovedet, sparket og slået på kroppen.
Torsdag blev en dårligt gående 63-årig mand skubbet omkuld i Tøjhushaven. Han blev slået og sparket, mens han lå på jorden, og fik stjålet en del kontanter.
I weekenden lykkedes det politiet at anholde to drenge på 15 og 16 år. De er blevet fængslet på en institution for unge.
I løbet af i dag, mandag, har politiet anholdt yderligere tre unge, som alle er 14 år. De kommer sandsynligvis alle i retten i morgen, skriver Randers Amtsavis.