To anholdt for brutal voldtægt
To yngre mænd mødte selv op på politigården, efter at de i flere dage har været efterlyst for voldtægt.
To yngre mænd meldte i morges sig selv til politiet, efter at de i flere dage har været sat i forbindelse med en voldtægt af en 28-årig kvinde i Silkeborg.
De to mænd blev straks anholdt og sigtet for at stå bag voldtægten.
Ifølge Midtjyllands Avis anmeldte den 28-årige kvinde selv fredag eftermiddag voldtægten, og politiet ledte i weekenden intenst efter de to mistænkte. Det lykkedes dog ikke at finde de to mænd, selvom deres identitet var kendt af politiet.
De to mænd har formentlig holdt sig skjult for politiet, men gav altså op i morges.
Den 28-årige kvinde har overfor politiet oplyst, at voldtægten fandt sted natten til fredag i en lejlighed i Silkeborg. Kvinden blev bragt til retsmedicinsk undersøgelse i Århus og har modtaget hospitalsbehandling og psykologhjælp, men derudover vil politiet ikke oplyse yderligere om hendes tilstand.
De to mænd på henholdsvis 22 år og 23 år er begge fra Silkeborg og er i forvejen kendt af politiet. De vil i løbet af i dag eller i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør.