Anholdt af kampklædt politi
En bevæbnet mand blev overmandet af en større politistyrke i Gellerup
Et vidne så sent onsdag aften en bevæbnet mand rende rundt omkring Edwin Rahrs Vej i Brabrand.
Vidnet skyndte sig at tilkalde politiet, der tog tippet særdeles alvorligt.
Skudsikre veste og skarpladte pistoler
Politiet blev alarmeret 23:30 og mødte derefter op med en større styrke af betjent i skudsikre veste og anholdt en 40-årig mand med en skarpladt pistol på cafeen i Bazar Vest.
I alt befandt der sig 17 personer i cafeen, der alle blev beordnet ned på gulvet og visiteret. Udover den 40-årige mand med pistolen, foregik der intet ulovligt.
Alvorlig forbrydelse
Den 40-årige mand blev i dag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet indtil 23. maj.
- I sådanne sager kan man typisk se frem til en rigtig hård straf, når man har skarpladte våben i det offentlige rum, siger Politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV2|Østjylland.
Og fundet af det skarpladte våben på den 40-årige mand, får da også politiet til at være ekstra opmærksomme.
- Det er klart, at vi har skærpet fokus på området, når vi ser sådan nogle alvorlige ting, siger Mogens Brøndum til TV2|Østjylland.