Anholdt af cykelbetjente
17-årig solgte hash i Mølleparken
Det er svært at løbe fra betjente, der sidder på en cykel.
Det måtte en kun 17-årig hashhandler sande, da han i går eftermiddag mødte politiet i Mølleparken i Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi er den 17-årige aarhusianer tidligere blevet sigtet for at sælge hash i Mølleparken. Han har derfor fået forbud mod at opholde sig i området.
Den unge hashhandler blev ved 13-tiden opdaget af de to cykelbetjente.
- Han forsøgte i første omgang at løbe væk fra stedet. De to cykelbetjente jagtede ham dog fra hver sin retning, og han måtte til sidst give op, siger politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Smed 10 gram hash fra sig
Under jagten på den 17-årige opdagede betjentene, at han smed noget fra sig. Det viste sig senere at være 10 gram hash.
Den unge hashhandler er både sigtet for salg af euforiserende stoffer samt for at overtræde forbudszonen i Mølleparken.
Forbudszonen i Mølleparken blev indført i marts. Den gælder for personer, der flere gange er dømt for at sælge hash i området.