Anholder 70-årig efter skyderi

Affyrede skud mod familiemedlem

Foto: Google Maps

Politiet rykkede tirsdag eftermiddag ud med en større styrke til en landejendom ved Knudstrup nær Kjellerup, efter en kvinde anmeldte, at der var blevet skudt mod hende.

Kvinden er et nærtstående familiemedlem til den 70-årige mand, der bor på gården. Politiet ønsker tirsdag aften ikke at fortælle, hvordan de to er i familie.

- Der opstår nogle uoverensstemmelser, og ifølge kvinden fik det manden til at affyre et skud mod hende, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Knud Lauridsen.

Omringede huset

Kvinden kørte til politiet og anmeldte episoden.

- Vi kørte derud og omringede huset. Derefter ringede vi til manden og gav ham besked på at komme ud. Det gjorde han uden yderligere dramatik, siger vagtchefen.

Erkender at have skudt

Den 70-årige mand har erkendt, at han affyrede en salonriffel på sin grund, men afviser, at han skød mod familiemedlemmet.

- Vi har afspærret området derude og er i gang med at ransage for at se, om der er flere våben, fsiger vagtchefen.

Manden er anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven.