Anhænger i dødsulykke var ulovlig

Lastvogn i Viborg-ulykke var ikke lavet til at køre med flydende gods.

Anhængeren på den lastvogn, der mandag ramte en minibus og dræbte ni mennesker fra Plejecenter Virklund, var ulovlig, skriver B.T. i dag.

Anhængere var fyldt med flydende slagteriaffald, og containeren skulle derfor være delt op i flere rum af såkaldte skvulpeplader. Pladernes funktion er at hindre voldsomme bevægelser i flydende gods, og sådanne plader kunne muligvis have forhindret ulykken ved Viborg, mener eksperter, avisen har talt med.

-Skvulpepladerne kunne have dæmpet skvulpene, så de ikke kom i så kraftigt et stød, siger Poul Rask fra Statens Bilinspektion til avisen.

Han bakkes op af fagchefen fra Statens Bilinspetions hovedkontor i København, Ole Valter Jørgensen, der siger:

- Hvis et tankrum er mere end syv kubikmeter, skal det deles op med skvulpeplader, siger Ole Valter Jørgensen.

Dette lovkrav var ifølge B.T. ikke opfyldt i den forulykkede anhænger.

Ole Valter Jørgensen påpeger, at de manglende skvulpeplader ikke var eneste årsag til, at anhængeren væltede. Andre ting kan også have spillet ind, men hvilke har hverken Bilinspetionen eller politiet endnu overblik over.