Angribere med målnæse
Randers FCs nyindkøbte angribere fandt vejen til netmaskerne i vinterens sidste testkamp
Mandagens træningskamp mod 1. divisionsklubben Skive endte med en sikker Randers FC-hjemmesejr.
Skibonitterne gjorde i kampens begyndelse en god figur og kom foran efter 20 minutters spil. Målet fik kronjyderne til at gå et gear op, og derefter var forskellen på de to klubber tydelig.
Alexander Fischer og den nyinkøbte offensivspiller Erton Fejzullahu sørgede med en scoring hver for, at Randers FC kunne gå til pausen med en føring på 2-1.
I 2. halvleg lykkedes det igen Erton Fejzullahu at få bolden i nettet, inden ligeledes nyindkøbte Frank Kristensen øgede til 4-1.
I slutningen af kampen slappede Randers-spillerne mere af, og Skive scorede én gang yderligere. Opgøret endte således 4-2 til hjemmeholdet.
Selv om den nye offensiv-duo Erton Fejzullahu og Frank Kristensen begge beviste, at de kan finde netmaskerne, var Randers-cheftræner Ove Christensen ikke helt tilfreds med indsatsen.
- Vi mødte et godt hold fra Skive, der gav os god modstand. Jeg ville gerne have haft, at vi kunne have holdt dampen oppe ved 4-1, men man kunne mærke både en mæthed og en mathed hos spillerne, så det blev lidt af en ørkenvandring til sidst, siger han til Randers FCs officelle hjemmeside.
På søndag er der for første gang i år point på spil, når FC Nordsjælland gæster Essex Park Randers.