Angriber vil ikke hjem til Randers
Søren Ulrik Vestergaard har været udlejet til Viborg i foråret. Og nu vil han blive trods nedrykning.
I vinters røg Randers FC's angriber Søren Ulrik Vestergaard til Viborg på lejebasis. Trods de grønnes nedrykning vil Vestergaard alligevel blive i domkirkebyen.
Den talentfulde angriber, der flere gange har spillet på U21-landsholdet, vil nemlig hellere være sikker på en plads i startopstillingen. Og med tilgangen af veteranangriberne Søren Berg og Marc Nygaard hos Randers FC, er det langt fra noget, han kan regne med, hvis han bliver hos kronjyderne.
- Lige nu ligger det til, at jeg fortsætter i Viborg. Det har jeg det fint med. Det vigtigste er, at jeg er i en god klub, hvor træneren har tillid til mig, og hvor jeg spiller hver gang. Det har jeg brug for at udvikle mig yderligere, siger Søren Ulrik Vestergaard til Randers Amts Avis.
Søren Ulrik Vestergaard har scoret tre mål i denne SAS Liga-sæson.