Angriber har fundet lykken
Henrik Toft scorede to gange i søndagens AC Horsens-sejr
I OB var han blot reserve, men sommerskiftet til AC Horsens har fået spilleglæden hos Henrik Toft tilbage.
Det beviste angriberen søndag med to mål i 4-1-sejren ude over Sønderjyske i Superligaen.
- Når man kun får 10 minutter en gang i mellem, uanset hvad man gør, er det klart, at man føler, at man mister værdi som spiller.
- Men nu hører det fortiden til. Jeg er meget glad for at være i Horsens, og jeg er sikker på, at jeg har endnu mere at tilbyde, end jeg hidtil har vist, siger han til eb.dk.
Oppe på fem sæsonmål
Henrik Toft er oppe på fem sæsonmål i ligaen, hvor angrebsmakkeren Gilberto Macena er noteret for 10 mål, efter at brasilianeren også bidrog med en enkelt scoring i sejren i Haderslev.
- Kroppen kan godt mærke, at jeg ikke spillede ret meget i hele sidste sæson. Så jeg døjer hele tiden med nogle små problemer, der gør, at jeg aldrig har været 100 procent fit. Så det bliver nok forår, før jeg er helt deroppe, hvor jeg kan komme, siger han.
AC Horsens ligger nummer tre i Superligaen med 22 point. Det er syv færre end FCK's førerhold, som mandag aften får besøg af FC Nordsjælland, der ligesom Horsens er noteret for 22 point.