Angreb på asylcenter for retten torsdag

Retten i Randers kan på torsdag afgøre sag om hærværk og brandstiftelse mod Lyngbygård Asylcenter

En meget omtalt sag om hærværk og brandstiftelse mod et flygtningecenter på Djursland ventes at blive afgjort på torsdag i Retten i Randers.

I et retsmøde vil en mand med forbindelse til nazimiljøet formentlig tilstå, at han angreb Lyngbygård Asylcenter i Trustrup i sommer.

Anholdt for nazi-hærværk

På garageporte blev der spraymalet hagekors og bogstaverne DNSB, som står for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

"Første advarsel," lød budskabet i en graffiti på stedet, hvor der også blev sat ild til en minibus, som udbrændte.

Hos anklagemyndigheden i Østjyllands Politi oplyser man, at der er en forventning om, at manden vil tilstå i retsmødet på torsdag. Det betyder, at sagen straks kan afgøres med en dom.

Samler ind til hærværks-ramt asylcenter

Den sigtede, der er midt i 20'erne, har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse i slutningen af august.

Ved sin anholdelse nægtede han sig skyldig. I grundlovsforhøret hævdede han, at han halvsov på gerningstidspunktet og så tv-serien "Krøniken."

Men nu har han åbenbart skiftet forklaring.

Tusinder samlet om hærværksramt asylcenter

Lyngbygård Asylcenter er et multietnisk asylcenter under Røde Kors og huser især familier, der venter på at få afgjort deres ansøgning om asyl. Der er plads til cirka 120 beboere.

Hærværket i august var ikke nyt for Røde Kors. To gange tidligere i år har stedet været udsat for hærværk. Først i marts og derefter i juli.

Hærværket affødte voldsomme reaktioner fra lokalområdet, der demonstrerede imod handlingen og samlede ind til flygtningebørnene fra asylcentret.