Anføreren tabt for AC Horsens
Janus Drachmann forlader AC Horsens efter denne sæson
Efter ni år i AC Horsens forlader Janus Drachmann nu klubben efter denne sæson, da han har besluttet ikke at forlænge kontrakten, som udløber til sommer.
- Det er med blødende hjerte, jeg siger farvel til AC Horsens og CASA Arena, men jeg har en ambition om at spille Superliga, og lige nu kan jeg ikke få den drøm opfyldt hos AC Horsens, siger Janus Drachmann til klubbens hjemmeside.
Han håber, at han senere i karrieren kan vende hjem til AC Horsens.
- Det er rigtig svært at sige farvel, for AC Horsens er en fantastisk klub, og der er masser af gode folk rundt om holdet og klubben. Jeg vil stadig følge holdet og klubben fremover, og jeg kommer også på stadion og ser kampene, og på sigt håber jeg da, det ikke bliver et farvel, men mere et på gensyn, siger Janus Drachmann.
Se: Kielstrup forlader AC Horsens
AC Horsens-træner Bo Henriksen ville gerne have beholdt Janus Drachmann i klubben i den kommende sæson.
- AC Horsens har strakt sig meget, meget langt for at beholde Janus, og nu har begge parter skulle have en afklaring. Vi har respekt for Janus' beslutning og ønsker ham alt mulig held og lykke fremover i karrieren, og vi håber, det en dag bliver et velkommen tilbage, siger Bo Henriksen.
Det er ikke kun Janus Drachmann, der forlader "De Gule" til sommer. Også Steffen Kielstrup, Niclas Balleby, Jude Nworuh og Joakim Momme er færdige i klubben, Dog har sidstnævnte fået lov til at fortsætte sin genoptræning iAC Horsens.
Klubben oplyser, at der tages afsked med de ovenfornævnte spillere i forbindelse med kampen lørdag på hjemmebane mod Vejle.
Hvor Janus Drachmann fortsætter karrieren videns endnu ikke.