Anføreren klar til jubilæum mod Helsingør
Silkeborg IF's anfører Frank Hansen er i truppen til mandagens kamp mod Helsingør
Efter at have siddet udenfor i hele opstarten er Silkeborg IF's anfører Frank Hansen nu igen at finde i en kamptrup.
Efterveerne af en grim skade i læggen har holdt ham ude, men nu er han altså blandt Kim Poulsens 18 udvalgte til kampen mod Helsingør mandag aften klokken 20.30.
Det betyder også, at der kan være lagt i kakkelovnen til et flot jubilæum, hvis altså Frank Hansen får spilletid i kampen.
Det vil nemlig være hans kamp nummer 200 for Silkeborg IF, skriver klubbens på dens hjemmeside.
Også Simon Jakobsen og Jeppe Illum har et jubilæum i sigte. De kan begge spille deres kamp nummer 100 mod Helsingør.
Silkeborg IF har ambitioner om hurtig tilbagevending til Superligaen, og set i det lys har klubben fået en skidt start på tilværelsen i 1. division med to sejre, to gange uafgjort og to nederlag i sæsonens første seks kampe.