Anfører: Ligeså tæt som ventet
AC Horsens i tæt kamp om Superliga-oprykning
Tre point kunne have lunet på kontoen, men sådan blev det ikke for AC Horsens, som nu kan se frem til en tæt kamp om oprykning til Superligaen.
Søndagens uafgjorte resultat mod lokalrivalerne fra Vejle Boldklub betød, at horsensianerne blev presset øverst i tabellen.
AC Horsens tabte point til både Silkeborg IF og Lyngby, som begge vandt deres kampe og indkasserede de magiske tre point.
Status efter weekendens kampe er derfor, at AC Horsens og Silkeborg IF lige ligger på henholdsvis anden- og tredjepladsen i Nordic Bet Ligaen med 36 point.
Ifølge Horsens-anfører Martin Retov skal holdet være langt skarpere og udnytte sine chancer for at holde sig inde i kampen:
- Det bliver ligeså tæt som forventet. Der er de fire-fem hold, som skal kæmpe om andenpladsen, fordi Hobro ser ud til at tage førstepladsen, så vi er et af de fire-fem hold. Vi skal bare holde tungen lige i munden, siger Martin Retov til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Anfører og træner: Ikke tilfredse
I forrige weekend vandt AC Horsens ellers en overbevisende sejr over Vejle Boldklub med 5-0 i pokalturneringen, men søndag kunne chancer ikke veksles til mål.
- Modsat sidste weekend får vi ikke sparket dem ind, og så må vi nøjes med 0-0. Det er vi selvfølgelig utilfredse med, men sådan er det, siger Martin Retov til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Heller ikke cheftræner Johnny Mølby var tilfreds med holdets indsats mod Vejle. Han mener, det var en kamp, som holdet skulle have vundet.
- Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at få tre point i dag. Jeg synes også, vi havde fortjent dem. Der er stadig lang vej, men vi er klar næste weekend igen, siger Johnny Mølby til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På søndag skal AC Horsens forsøge at hente en sejr hjem, når holdet møder Fredericia på udebane.