Anderledes redningsaktion: Pige sad fast i sandkasse
Brandfolk måtte grave pigens ben fri med skovle. Heldigvis slap hun kun med forskrækkelsen, melder indsatsleder
Det er ikke kun flammer og røgskyer, som kan få brandfolk på mærkerne. Indimellem kommer der også alarmopkald lidt udover det sædvanlige.
Et af dem modtog Beredskab og Sikkerhed i Randers denne søndag middag omkring klokken 13.
En lille pige på seks år var sammen med sin mor og søster på besøg ved en legeplads på Udbyhøjvej i Randers, hvor de legede i en sandkasse. En oplevelse, der ikke gik helt efter planen.
- Der var et hul i sandet, hvor der nok tidligere havde været en stolpe. Pigen fik stukket benet ned i hullet, som viste sig at være rigtig dybt. Måske 60-70 centimeter, fortæller indsatsleder Niels Henrik Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Pigens ben sad urokkeligt fast i hullet, fordi sandet omkring benet begyndte at falde sammen. Ifølge indsatslederen forsøgte hendes familie at grave hende fri, men det lykkedes ikke, fordi sandet var meget fast.
De var derfor nødt til at tilkalde brandvæsnet, som måtte komme og assistere dem.
- De gravede hende fri med skovle, sandet var meget komprimeret, fordi der også var stabilgrus længere nede. De havde selv forsøgt at få hende fri ved at grave med hænderne, men det var umuligt, forklarer Niels Henrik Nielsen.
Efter en ihærdig indsats fra brandfolkene kunne pigen igen få sit ben fri.
- Hun tog det meget pænt og var ved godt mod, fortæller indsatslederen.