Anderledes og festligt – arrangementer skal lokke flere i kirke
Folkekirken har i flere år mistet medlemmer, så i Vor Frue Kirke gør de noget for lokke folk til.
Den danske folkekirke har for længst måtte indse, at den ikke længere kan tiltrække besøgende ved blot at holde de klassiske gudstjenester. Der skal tænkes ud af boksen, og det har Vor Frue Kirke i Aarhus forsøgt sig med.
Læs også
Seks onsdage i juni, juli og august er der sommeraftensang med fokus på fællessang. For andet år i træk. For sidste år var arrangementerne en succes.
- Fra vores side af er det for at vise mange, hvilket vidunderligt smukt kirkerum vi kan byde indenfor i. Og hvad vi kan med ord og musik i kirken. På den måde lukker vi op, siger sognepræst i Vor Frue Kirke, Marianne Frank Larsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Festligt, hyggeligt og orienterende
Der synges fra Den Danske Samleborg og Højskolesangbogen, og med versene herfra mener præsten, at folk bringes tættere sammen, og de lærer om gode værdier.
En af dem, der onsdag aften var til sommeraftensang i kirken, var Kirsten Hjelm Bentzen. Hun kommer meget sjældent til gudstjenester, men er fan af andre arrangementer.
- Jeg læste om det i kirkebladet, og var her sidst. Det er festligt, hyggeligt og orienterende, fortalte hun til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er tiltrækkende at synge sammen med andre og holde stemmen ved lige, lød det videre fra hende.
Har deltaget i mere
At hun bor lige i nærheden, er også medvirkende til, at tilbuddet i Vor Frue Kirke bliver ekstra interessant.
Læs også
Ud over sangaftener har Kirsten Hjelm Bentzen tidligere deltaget i lignende aktiviteter i kirken.
Vor Frue består af tre meget forskellige kirkerum, selve Vor Frue Kirke, den over 1000 år gamle kryptkirke og Klosterkirken, hvor sangaftenerne foregår.