Anbefaling: Kog drikkevandet fra Fejrup Strand Vandværk
Embedslægen anbefaler, at drikkevandet fra Fejrup Strand Vandværk koges
De borgere, der får vand fra Fejrup Strand Vandværk, anbefales at koge vandet inden det drikkes eller bruges til husholdningsformål, lyder anbefalingen fra embedslægen.
Det oplyser Syddjurs Kommune.
Årsagen er, at der er fundet coliforme bakterier i vandet hos vandværket, der ligger nord for Skødstrup.
I alt drejer det sig om cirka 100 ejendomme, hvoraf de fleste er fritidshuse, der får vand fra Fejrup Strand Vandværk og derfor skal koge drikkevandet.
- Nye vandprøver vil snarest muligt blive udtaget på vandværket for at få konstateret forureningskilden og forureningens omfang, oplyser Syddjurs Kommune på sin hjemmeside.
Syddjurs Kommune har bedt vandværket om at informere de pågældende forbrugere om forureningen.